Hverdagskultur

I Hedenstederne har vi ikke store koncerthuse og biografer, men rundt i kommunens 31 lokalområder er der hver uge mange arrangementer og aktiviteter. Til glæde for den enkelte og for fællesskabet.

I vore nabokommuner Horsens og Vejle, kun ca. 20 min. kørsel herfra, finder du biografer og store koncerter. I Hedenstederne byder vi på en anden slags kultur - man kan kalde det for “hverdagskultur”, for det handler om de arrangementer og fællesskaber, som findes lokalt og i mindre skala. Blandt andet via vores mere end 200 foreninger og 31 lokalområder.

Her står den for eksempel på brætspilscaféer i det lokale forsamlingshus, fællesspisninger og lokale bryggerlaug. Vi kan dog også byde på større arrangementer, så som Juelsminde Havnefest, Gudenåfesten, Majfest i Hedensted, Festihvalen, Uldum Gademusik Festival og Vikingefest i Uldum.

Tjek også vores kulturkalender, hvor vi har samlet alle kulturarrangementer og kulturaktiviteter, der finder sted udendørs i Hedensted Kommune, så du kan orientere dig om, hvad der sker og hvornår. Kalenderen opdateres løbende.

Er du til de helt store festivaller og arrangementer er de som sagt indenfor køreafstand. Området byder blandt andet på Middelalderfestival i Horsens, Jelling musikfestival, Vejle Musikteater, Horsens Ny Teater og Forum Horsens. Koncerter i Herning når du på cirka en times kørsel.